Skolestart

I Danmark er der undervisningspligt og ikke skolepligt
I Danmark er der ikke skolepligt, men undervisningspligt. Det følger af grundlovens § 76: ”Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen.

Forældre eller værger, der selv sørger for, at børnene får en undervisning, der kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, er ikke pligtige at lade børnene undervise i folkeskolen.”

Alternativer til undervisning i folkeskolen kan for eksempel være hjemmeundervisning eller undervisning på en friskole eller privat grundskole.

        

         Hvornår skal barnet starte i skole?

Undervisningspligten indtræder i august det kalenderår, hvor barnet fylder seks år. Dér skal barnet som hovedregel starte i børnehaveklassen i en folkeskole eller påbegynde anden undervisning som alternativ til folkeskolen.

At starte tidligere
Hvis et barn kan følge undervisningen i børnehaveklassen, skal barnet optages i børnehaveklasse allerede i det kalenderår, hvor barnet inden den 1. oktober fylder fem år, hvis forældrene beder om det. Der skal ske en individuel vurdering af det enkelte barn, før det kan besluttes, at skolestarten fremrykkes i forhold til hovedreglen.

At starte senere
Det er også muligt at udsætte barnets skolestart. Det er i så fald kommunalbestyrelsen, der efter forældrenes anmodning eller med deres samtykke godkender, at et barns undervisning udsættes til et år efter undervisningspligtens indtræden. Hvis et barns skolestart skal udsættes, skal det ske på baggrund af en individuel vurdering af barnet, og udsættelsen vil derfor være begrundet i barnets udvikling.

Yderligere oplysninger kan findes på Undervisningsministeriets hjemmeside.

Rullende skolestart

På Store Heddinge Skole og i de børnehaver der ligger i vores skoledistrikt, arbejder vi med Rullende skolestart og aldersintegrerede grupper ud fra den målsætning

  • At det enkelte barn skal undervises på det niveau, det har forudsætninger for
  • At højne trivslen for den enkelte og for gruppens elever
  • At det er det hele barn, som der arbejdes med
  • At kvalificere samarbejdet imellem skole og børnehaverne så pædagogik og kultur hænger sammen

Indskolingen på Store Heddinge Skole arbejder med:

  • Rullende skolestart – der rulles ind i skolen 4 gange om året
  • Aldersintegrerede grupper med børn fra 0.-2. klasse
  • Niveaudelte hold i matematik, dansk og engelsk

Alle børn er tilknyttet en aldersintegreret gruppe. Det er det som vi kender som klassen. Vi kalder det stamhold med navne fra planeter. I disse grupper undervises børnene i kristendom, billedkunst, natur/teknologi, idræt og musik. En del af læseundervisningen vil også foregå i disse grupper.

På de niveaudelte hold vil børnene blive undervist på lige det niveau, som passer til dem. Man rykker niveau efter behov.

Hvad betyder skoleparathed?

  • At kunne modtage en besked og følge de anvisninger som indgår i beskeden
    - Sætte sin tallerken i opvaskemaskinen
    - Pakke sin taske med mad, bøger og penalhus
      
  • At kunne tilsidesætte sine egne behov lige i øjeblikket
    - ”Jeg snakker med far, du skal vente lidt før det bliver din tur”
    - ”Du må vente lidt, maden er først færdig om 10 minutter”
      
  • At klare toiletbesøg selv
    - Uden forældres hjælp kunne tørre sig selv, skylle ud i toilettet og vaske hænder
      
  • At kunne tage tøj af og på ved egen hjælp
    - Fra inderst til yderst i rigtig rækkefølge
    - Kunne tørre sig selv efter bad
      
  • At kunne undres og være nysgerrig – også på ikke selvvalgte opgaver
    - Fælles snak om alle familiemedlemmers oplevelser i løbet af dagen
    - Læs historie og digt handlingen videre sammen med barnet, fx hvad sker med hunden efter den er løbet hen af vejen
    - Stille dit barn spørgsmål til det I møder på jeres vej og giv tid til at lytte og svare
     
  • At kunne indgå i fællesskabet og følge andres ideer og forslag
    - Spille bræt eller kortspil og følge reglerne
    - At lege en andens forslag til leg
    - Legekammerater med hjem
     
  • At kunne holde orden i sine ting
    - Være med til at rydde op på sit værelse
    - Være med til at tage ud af bordet
    - Kende sit tøj og sine ting, fx pakke sit idrætstøj selv

Kvaliteter der vil styrke dit barn ved skolestart

Sociale forudsætninger

  • Kunne overholde regler – formelle og uformelle regler
  • Kunne tale ordentligt til og om andre
  • Kunne vise hensyn
  • Kunne bidrage positivt til det store fællesskab
  • Kunne lege med andre
  • Kunne vente på tur
  • Kunne aflæse andre mennesker

Personlige forudsætninger

  • Kunne være nysgerrig og have lyst til at prøve nye ting
  • Kunne tåle med- og modgang
  • Kunne glædes på egne og andres vegne
  • Kunne kende eget navn og adresse og familieforhold
  • Kunne holde fokus på både selvvalgte og ikke selvvalgte opgaver (og ikke kun lyst drevet)

Kvaliteter der vil styrke vores samarbejde

  • Vi kommunikerer i en respektfuld tone
  • Vi har respekt for hinandens områder
  • Vi samarbejder
  • Vi taler pænt om hinanden
  • Vi spørger interesseret ind til barnets forskellige arenaer

Med venlig hilsen personalet og ledelsen i Humlebien, Rødvig børnecenter, Rødtjørnen, Erikstrup Børnecenter og Store Heddinge Skole.